”Vi bor her i landets fattigste sogn, og selvom vi vel alle drømmer om en fredelig jul, er den jul langt fra virkelighed for alle,” siger organist Martin Hornstrup, da han i Gellerup Kirke byder velkommen til en klassisk julekoncert med både pompøse og længselsfulde toner. Et par af menighedens medlemmer skal først fortælle juleberetninger fra det virkelige liv.

Personlige beretninger

Gitte Olsen og hendes mand blev udstationeret for Mellemfolkeligt Samvirke i Lesotho i 1980´erne. Inden et bestemt tidspunkt SKULLE de være ude af Sydafrika – ellers ville de ryge i fængsel. Juleaften, da de kom til Lesotho skulle de igennem et bjergterræn. Mørket begyndte at falde på, og det kunne blive farligt.  Julemorgen stod de op og så den flotteste himmel nogensinde.

Ole Thvilum fortæller om en juleaften hos Kirkens Korshær. Freden blev forstyrret af blandt andet en mand ved det ene bord, der truede med at slå alle ihjel. Han og en anden ballademager blev stille og roligt gelejdet ud, og man gjorde meget for at berolige folk. Til sidst dansede både prostituerede og stofmisbrugere rundt om træet, og de frivillige vidste sidst på aftenen, at de ikke skulle sige ”kom godt hjem!” – kun de frivillige havde et hjem at tage tilbage til.

Julehymner og salmer
Kirkekoret lægger ud med en samling af julehymner.

1. ”O, magnum mysterium” omhandler Jesu fødsel – de tre hyrder fandt det nyfødte barn, og englene og ærkeenglene synger og jubler.  Folk udbryder et ”halleluja”.

2. ”The Gifts” – en mand ser tre mægtige konger, der giver Jesus guld, røgelse og myrra. Han tænker ”min ydmyge gave ser virkelig fattig ud.” Jesu første smil er til den fattige mand.

3. ”A Picture of Christmas”. Jesus ligger nyfødt i stalden og rækker sine hænder frem mod hyrderne og de tre konger. Oksen føler sig også hjemme, og Maria smiler.

4. ”The Shepherds”. Hyrderne spiller på fløjte for barnet i stalden, efter at himlen er blevet åbnet, og englene står i lys og beder.

Mod slutningen synger kirkekoret fem gamle danske salmer – blandt andet ”En rose så jeg skyde”.

Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær;
den lyse for os ville
og sprede mørket her;
i sandhed mand og Gud
af syndens nød og pine
han nådig hjalp os ud.