Aarhus Kommune er lodret uenig i Moskeforeningens udlægning af forhandlingerne med kommunen. Sami Saïdana, formand for Moskeforeningen, kom i artiklen med en skarp kritik og kaldte sig skuffet over den behandling, de havde fået, og de følte sig kastet rundt med af en useriøs kommune.
Kritikken kommer i forlængelse af, at kommunen skulle komme med et svar angående Nordgårdsskolen som muligt areal for moskeen, hvilket så alligevel ikke var en mulighed. Kommunen havde ellers selv bragt Nordgårdsskolen på bordet, fortalte en meget frustreret Sami Saïdana.
Det afviser Gellerupsekretariatets leder Per Frølund:
”Nej, det har vi ikke. Helt generelt er det ikke en kommunes opgave at finde placeringer til trossamfund. Aarhus Kommune har sagt, at den vil behandle en konkret ansøgning om en byggetilladelse til et moskebyggeri på lige fod med enhver anden byggesag.
I forbindelse med beboerafstemningerne for helhedsplanen foreslog Brabrand Boligforening, at en moske eventuelt kunne bygges på Nordgårdskolens areal. Derfor har vi undersøgt den mulighed.”
Per Frølund fortsætter: ”Planen har hele tiden været, at arealet skal bruges til at samle de fem daginstitutioner, der skal flyttes for at give plads til de nye veje i Gellerup. Det har nu desværre vist sig, at de nye institutioner med legepladser vil fylde hele grunden, og der er derfor ikke plads til en moske på grunden.”
Forstår frustrationen
Per Frølund ved hvor meget det betyder for Moskeforeningen at få afklaring på moskespørgsmålet.
”Vi har haft en god dialog med Moskeforeningen. Det har været en meget lang proces, og derfor kan jeg godt forstå, hvis den synes, at processen har været frustrerende.”
Vil I forsøge at finde et areal, eller er samarbejdet færdigt?
”Vi har som sagt haft en god dialog, og vi håber at samarbejdet vil fortsætte. Udover Nordgårdsskolen og en fodboldbane, så ejer Aarhus Kommune faktisk ikke jord af betydning i området. Hvis Moskeforeningen ønsker det, vil vi dog gerne arrangere et møde mellem Moskeforeningen og de relevante jordejere i området for at se på hvilke andre muligheder der er i området.”