TV2 Østjylland sender i disse dage en serie om Gellerup, og ifølge mediet er mindst 150 mio. kr. anvendt på integrationsprojekter, hvoraf det er for få, som er koordineret med beboernes ønsker. Det vil byrådsmedlem og formand for Aarhus Kommunes Socialudvalg, Claus Thomasbjerg (SF), nu gøre noget ved.
150 mio. er ifølge TV2 Østjylland brugt på diverse integrationsprojekter, men mange af dem tager ikke udgangspunkt i beboernes behov. Beboerne føler sig som forsøgskaniner, og FU-leder Anders Glahn siger i et interview, at han er træt af, at forskellige instanser kommer til Gellerup og prøver at ”frelse” dem.
Afif Abdallah, opsøgende medarbejder, siger i samme udsendelse, at han mener, at der mangler en folkelig forankring i de projekter, som kommer til Gellerup.
Nyt forslag fra Byrådet
Ifølge en pressemeddelelse fra Claus Thomasbjerg skal et styrket foreningsliv erstatte løsrevne projekter i Gellerup. Han mener, at problemet er, at de forskellige projekter er midlertidige, og de ikke har kobling til foreningerne i lokalområdet, og han tilføjer: 
”Når projekterne så forsvinder, står området tilbage med børn og unge, der pludselig står uden tilbud. Der er behov for at styrke de aktiviteter, der også er der i morgen. Derfor er en styrket indsats i foreningerne helt centralt i arbejdet med at forbedre integrationen.”
Claus Thomasbjerg er sammen med byrådets øvrige partier på vej med et beslutningsforslag, der skal sikre en sammenhængende integrationsindsats. Forslaget om en helhedsorienteret fritids- og foreningsindsats skal etableres i de seks mest udsatte bydele i Aarhus, og der er lagt vægt på et tæt samarbejde på tværs mellem de lokale foreninger, kommunen og boligforeninger.
Børn og unges deltagelse i fritids- og foreningsliv er i fokus, og det skal blive en del af det forebyggende arbejde i området. Kommunen skal også punge ud til dette arbejde, mener SF. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.