To somaliske brødre er blevet sigtet for terror ved byretten i Aarhus. Deres advokater har oplyst, at de begge nægter sig skyldige.
Natten til tirsdag blev de to brødre anholdt på grund af mistanke om terror-planer. Den yngste af brødrene blev ifølge TV2 anholdt i en lejlighed på Spættevej i Frydenlund, mens den ældste blev anholdt, da han ankom med fly til København.
De to brødre er henholdsvis 18 og 23 år, og de har boet i Aarhus-området i 16 år. De to bopæle er blevet ransaget i forbindelse med anholdelsen, og det er PET’s opfattelse, at man ved anholdelserne har afværget en konkret terrorhandling i Danmark.
Talsmand tager afstand fra terror-mistænkte
Talsmanden for 13 somaliske organisationer i Aarhus, der samlet i AarhuSomali, Abdirahman M. Iidle udtaler til Ritzau:
"Det er chokerende at høre. Vi tager kraftigt afstand fra det. Vi er selv flygtet fra borgerkrig, og vi vil ikke have, at nogen kommer og ødelægger det fredelige land, vi er i."
"Vi har slet ikke noget kendskab til, at der skulle være unge, der er så ekstreme, at de vil skabe ødelæggelser her i Danmark. Det er svært for mig at tro på," siger Abdirahman M. Iidle til Ritzau, og han tilføjer:
"I AarhuSomali vil man arbejde for, at der ikke kommer flere af sådanne sager. Vi vil snakke med forældre, snakke med unge. Det er oplysning, oplysning, oplysning."