Selvom skyerne trak op i vest, var der fredag solskin over Viby Syd, hvor masser af børn og forældre havde det sjovt i forbindelse med Store Legedag i Søndervangen. Som en foreløbig kulmination af to ud af tre ugers sommerferieaktiviteter var fredag tilegnet Store Legedag til stor glæde for omkring 250 børn fra hele Viby Syd området.
Lokumsræs og rodeotyr
Udover gamle kendinge som flødebollemaskinen og hoppeborge var der i år også andre spændende aktiviteter. Specielt Lokumsræs vakte stor jubel, på den lille bane kappedes børnene om dels at komme rundt helskindet, men også om at komme først! Også rodeotyren var et hit, og blev prøvet af såvel voksne som børn. ”Jeg holdt mig på i 49 sekunder” fortalte Freja med et stort grin. Og selv om det til tider så ganske drabeligt ud, resulterede det ikke i nogle alvorlige skader.
Snittelejr og sundhed
Snittelejren havde hele ugen holdt til ved Fritidsgården i Søndervangen med stor succes, og det fortsatte Store Legedag hvor mange børn samledes og hyggede sig omkring bålet med at lave snobrød og snitte fløjter.
Også Sundhedscafeen brugte lejligheden til at få en snak med børn og voksne om sundhed, og de lækre sunde snacks blev spist med stor fornøjelse. Specielt drengene synes, det var et hit at få målt muskelmasse, mens pigerne kunne gå lidt længere hen og blive ansigtsmalet med flotte blomster og glitter.
Konstitueret rådmand på besøg
Også konstitueret rådmand for børn og unge Camilla Fabricius (S) benyttede lejligheden til at kigge forbi, og hun udtrykte stor glæde ved at se det store opbud af glade børn: ”At en fredag i sommerferien kan tiltrække så mange børn, siger noget om, at der er et reelt behov for aktiviteter i sommerferien, og det gør mig rigtigt glad at se så mange engagerede voksne, som jeg har mødt i dag.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.