Børnene er lige startet på et nyt skoleår, og så klarer de sig nok. Eller gør de? Ja, hvis deres forældre bakker dem op og giver dem en god skolestart. Det var et af temaerne på en velbesøgt debataften, som Somali Relief Organisation holdt forleden i Gellerup.
Faktisk skal forældrene selv være en slags skolestartere og støtte deres børn bedst muligt. Blandt andet ved at være lektiehjælpere.
Mohamud Khalif Farah fra organisationen fortæller, at der findes gode lektiecafeer i Gellerup, men det er også vigtigt, at forældrene selv er aktive. Det blev også diskuteret på mødet, som samlede 58 århusianske somaliere.
Lav lektiehjælp hjemme
"Vi anbefaler forældrene at lave gode traditioner sammen med deres børn, for eksempel ved at have faste tidspunkter for lektielæsning derhjemme. Det kan godt være, at forældrene ikke selv kan hjælpe børnene i alle fag, men de kan støtte dem og derved skabe nogle gode lektievaner for børnene," siger Khalif Farah.
Somali Relief Organisation vil bidrage positivt på integrationen af den somaliske gruppe i det danske samfund, og debatmøder som dette er en af vejene. De fremmødte ønskede flere lignende debatter.
Det handler meget om at diskutere med og fortælle forældrene, hvordan det danske skolesystem er indrettet, og hvordan man som forældrene kan samarbejde med skolen.
Somaliske unge klarer sig godt
Til gellerup.nu siger Khalif Farah:
"Rigtig mange somaliske unge klarer sig godt i skolen, og de tager gymnasievejen og videregående uddannelser. Dette er de integrerede, dem hører man ikke så meget om. Vi hører mest om de få, der falder udenfor og popper op i pressen, hvis der for eksempel er noget med kriminalitet."
Farah og somalierne vil ved hjælp af bl.a. møder og information inspirere og rådgive de unge somaliere til at kaste sig ud i en fornuftig rolle i samfundet og holde sig væk fra negative kræfter.
Foredragene på mødet forleden handlede om:
• Hvordan forældrene kan give deres barn en god skole start.
• Åben diskussion om forældrenes rolle og ansvar i forhold til børnenes skolegang.
• Realistiske uddannelses muligheder.
• Hvordan kan mødrene bedst hjælpe deres barns skolegang.