Jeg kan blive helt forskrækket, når jeg læser ord og vendinger, jeg ikke forstår. Er det mon mig, det er galt med? Dernæst bliver jeg irriteret, og til sidst bliver jeg nysgerrig: Hvad har dog fået skribenten til at skrive så uforståeligt?
Jeg ser frem til næste uges store Festuge-event i Gellerup onsdag og torsdag: der bliver gang i den bag Tousgårdsladen med international mad og hygge, så skal så mange som muligt gå ned igennem Gellerup – med indlagte overraskelser og stunts – og så er der den store forestilling på en gavl på Gudrunsvej, hvor akrobater fra Sardinien skal lave fantastiske ting, mens de hænger i et reb. Til sidst mangfoldig musik mellem blokkene.
Jeg glæder mig!
Men hvis det bliver i den udgave, jeg kan læse på Globus1’s hjemmeside, så ved jeg ikke rigtigt…. Her står, at jeg skal overvære en ‘site-specific/udendørs forestilling præsenteret i det åbne rum’, og at det er et ‘et kunstprojekt der sætter et æstetisk fokus på Gellerup/Toveshøjs eksisterende udeområder, arkitektur og bygninger ud fra kunstens præmisser…’
Er det mon den samme begivenhed, vi taler om? Jeg kommer helt i tvivl. For der står også, at den foregår i GellerupPLANEN – et navn, som blev forladt for måske 30 år siden.
Ligner tekst fra en ansøgning
Hvis det er måden at kommunikere til beboerne, er det dømt til at mislykkes.Teksten ligner mere en projektbeskrivelse fra en ansøgning til en kulturel fond, som tiltales af sætninger som ‘…et kulturprojekt, der benytter et kunstprojekt som løftestang…’
Og ganske rigtigt: det ER teksten til en ansøgning, har vi nu fået oplyst. Men jeg skal jo ikke donere penge, jeg skal opleve! Hvad jeg konkret kan opleve de to aftener, står der i øvrigt ikke en linje om.
Læserne har krav på reel information og skrevet på en måde, så vi alle kan være med. Og så vi får lyst til at blive involveret! Kultureliten har det med at skrive almindelige mennesker ud af dens eget univers, selv om de egentlig mener det godt nok.
Teksten indeholder i hvert fald et grimt eksempel på dette: ‘Projektet skaber mulighed for, at klubber kan aktivere deres medlemmer bredt og rekruttere nye medlemmer af multietnisk sammensætning.’
Gad vide, hvor mange beboere herude, der har en multietnisk sammensætning?
Læs teksten her, hvis du kan