Aarhus Kommune vil have, at langt flere af os skal være frivillige. Men hvor nemt er det lige at blive frivillig i Gellerup? Hvis man er ny i området eller generelt gerne vil være frivillig, hvordan gør man så? Hvordan kan vi udvikle foreningslivet?
Et lokalt center
Det er ikke let, nej. Men kommunen søger nu sammen med en række partnere i Gellerup om midler til at starte et frivilligcenter i Gellerup og Toveshøj.
I forvejen findes Frivilligcenter Aarhus, men der er nødvendigt at have et lokalt center i Gellerup, som beboerne her kan bruge, og som kan støtte det sociale liv, der skal fungere side om side med de fysiske ændringer.
Hvor skal centret ligge?
Når beboerhuset i Gellerup er bygget om to-tre år, er det naturligt at have et frivilligcenter her, men indtil da tænkes der på forskellige adresser. Udover eksisterende (Foreningernes Hus, bibliotek mv.) nævnes også ”byggerodsoaser”, som er flytbare steder.
Lykkes det at skaffe pengene, skal der ansættes en tovholder på projektet.