Med udgangspunkt i fusionskøkkenet og mangfoldigheden starter Tousgårdsladen en madlavningsklub for kvinder. Der laves sund mad på tværs af nationaliteterne, og med fokus på det, der samler frem for det, der skiller, skal 10-12 kvinder lave spændende mad, der ikke nødvendigvis har nationalitet, men som med garanti har sjæl.
Fusionskøkken og fællesskab
Ane Marie Hindhede fra Tousgårdsladen fortæller om det nye tilbud Madlavning for Kvinder, der skal være et fusionskøkken for kvinder. Hun siger at det i Madlavning for kvinder handler om at spørge ”Hvis vi bruger ris fra dit køkken, og mynte fra mit køkken, hvad kan vi så sammen finde på at lave?”.
Madlavning for kvinder skal altså ikke være præget af en særlig nationalitet, men i stedet være madlavning, der blander de mange madkulturer, der findes i Gellerup. Dermed skal Madlavning for kvinder altså handle om ”det, vi er fælles om og ikke det, der adskiller os” siger Ane Marie Hindhede.
Derudover sættes der også fokus på sundhed, og på hvordan man får mest muligt ud af de råvarer man har til rådighed.
Tilbuddet har iflg. Ane Marie Hindhede også et socialt aspekt, og giver deltagerne mulighed for at møde nye mennesker og danne nye venskaber.
Praktisk information
Madlavning for kvinder starter midt i oktober og foregår på torsdage mellem kl. 12 og 14. Er du kvinde, og har du lyst til at lave mad, så tilmeld dig hos Tousgårdsladen på tlf. 86259158.
Hold øje med Gellerup.nu for mere information.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.