Der blev gået til den, da en række frivillige fra Gellerup-Toveshøj søndag plantede i omegnen af 4000 krokusløg foran TousgårdLaden. Beboerhuset er af Anett Sällsäter Christiansen, bestyrelsesmedlem i Verdenshavernes Venner, spøgefuldt omdøbt til Rådhusladen. Der er nemlig den parallel, at Århus Rådhus hvert forår blomstrer af mange tusinde krokus, og den naturrigdom må overføres til Toveshøj.
De 4000 krokusløg er blevet foræret Gellerup Fællesråd af Århus Kommune, og fællesrådet har så foræret dem videre til Verdenshavernes Venner. Et mindre antal blomsterløg vil blive brugt af Foreningen Fristedet i løbet af den kommende uge.
 
Klokken 14 gik de i gang. Bunker af krokusløg blev smidt op i luften og blev lagt i jorden i store cirkler nogenlunde, hvor de faldt ned. Ramallah-spejdere og andre børn og voksne var flittige med graveskovlene.
Klokken 15 kom undertegnede i den naive tro, at man kunne begrænse sig til at tage billeder, men man blev resolut sat i sving!
Klokken 17.40 var alle spande, al jord, alle skovle og trillebøren pakket, og vi tog glade hjem igen. Glade – ikke fordi vi havde fået fri, men fordi vi havde hygget.
I det tidlige forår næste år ser vi resultatet.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.