Tovshøjskolens leder gennem seks et halvt år, Jesper Lund Madsen, har fået nyt job, og derfor har han sagt op.
Indtil der er udpeget en ny skoleleder, bliver Kirsten Hjortshøj konstitueret som skoleleder.
Jesper Lund Madsen skal noget helt andet end skolearbejde. Til Stiften fortæller han, at han skal være områdeleder i Hasle og Åbyhøj – altså et arbejde med ældre borgere.
"Det er et helt andet område, så jeg har ikke den faglige kompetence, men det er der til gengæld mange dygtige medarbejdere, som har. Jeg har derimod 12 års skoleledererfaring, som jeg tager med mig," siger han til avisen.
Han afviser, at hans opsigelse har noget at gøre med offentliggørelsen i oktober af skoler, der klarede sig dårligt på forskellige områder – en liste, som i øvrigt blev trukket tilbage efter kritik.
"Det er et valg, jeg har truffet længe før den historie kom ud. Jeg har valgt at stoppe, fordi jeg har fået mere og mere smag for ledelsesarbejde," siger Jesper Lund Madsen.
Han starter i sit nye arbejde 1. november.