Familierne til to af de dømte i brandsagen på Viben vil have efterprøvet i Højesteret, om de kan smides ud af deres lejlighed i Gellerupparken. Selv om de har tabt ved to retsinstanser, klynger de sig til et håb om, at den højeste retsinstans vil omstøde opsigelsen.
Brabrand Boligforenings bestyrelse tog på det seneste møde til efterretning, at sagen kommer for højesteret i marts 2014.
Seks unge fik fængselsdomme efter den alvorlige brand i 2008, og Brabrand Boligforening benyttede sig derefter af sin mulighed for at sige familierne op. Det gik i boligretten, som gav boligforeningen medhold. Familierne ankede til Landsretten, med samme resultat.
Normalt kan man ikke anke videre efter to instanser – kun hvis der er noget principielt. Det er ikke lykkedes gellerup.nu at afdække, hvad der er begrundelsen.
"Synd for familierne"
Formanden for Brabrand Boligforening, Jesper Pedersen, ærgrer sig over, at sagens afslutning endnu en gang trækkes ud.
"På den ene side respekterer jeg selvfølgelig retssystemet, som sikrer mulighed for at få efterprøvet en dom, men med den sagsbehandlingstid, der er, er det også synd for familierne, at de må leve i så mange år i uvished. Jeg kan ikke forstå dem, som har rådgivet dem til at anke. For det er yderst sjældent, at Højesteret ændrer på to ens domme," siger Jesper Pedersen.
Opsigelsen af de to familier, der bor tæt på den nedbrændte børnehave på Dortesvej, har været nødvendig, fordi børnehaven lå på boligforeningens grund, og fordi nogen i familierne havde begået alvorlig kriminalitet.
Flytter problemerne med?
"I stedet for at varetage enkelte beboeres interesse varetager vi de mange, der opfører sig ordentligt. Men jeg føler med familierne, som nu må leve i fortsat uvished," siger formanden for Brabrand Boligforening.
"Man kan selvfølgelig altid spørge, om man ikke bare flytter problemet hen til det område, som familien så flytter til, men det er ikke vores erfaring. Der er naturligvis mennesker, som er uden for rækkevidde, men generelt stopper problemerne, når familierne finder et nyt sted at bo," tilføjer Jesper Pedersen.
Ingen råd fra Indvandrerrådgivning
Indvandrerrådgivningen i Århus har været rådgiver for familierne, men lederen Leif Randeris har ikke rådgivet familien til at anke opsigelsen til Højesteret. Umiddelbart tænker han ikke, at "der er så meget at snakke om" nu, hvor sagen har været prøvet i to instanser.
"Men man må jo stole på, at der er nogle principielle ting i sagen, som ikke har været nok fremme i de første instanser," siger Leif Randeris.