Bibliotekar Charlotte Nielsen underviste forleden fire borgere i NemID. Lige pludselig er det lettere at trykke på de rigtige knapper, er den generelle mening efter timen.
På Gellerup Bibliotek var der i denne uge mulighed for at få svar på spørgsmål om NemID, hvordan man opretter sin egen elektroniske postkasse/e-boks, og hvordan man kan samle egne oplysninger et sted.
Hvordan gør man det?
Det er et generelt spørgsmål, som de fremmødte får svar på. Først underviser Charlotte Nielsen i, hvordan man logger ind med sin NemID for at komme til Min Side og finde Aarhus Kommune. De fire fremmødte får oplysninger om, hvordan man melder flytning, får oplysninger om sygesikring, håndtering af affald, fornyelse af kørekort med mere.
I løbet af en time bliver usikkerhed til forståelse af, hvordan man samler sine lønsedler, forsikring, post fra arbejdsløshedskassen, skattevæsen med mere i e-boksen.
Også Sundhed.dk præsenterer Charlotte Nielsen for de fremmødte. De fremmødte er generelt enige om, at det er praktisk, at man kan samle kontakten til sundhedssystemet et sted.
Under Sundhed.dk kan man se sin journal fra sygehus tilbage fra 1977 og ambulante behandlinger fra kiropraktor, speciallæge tilbage fra 1995. Charlotte Nielsen siger, at det sparer penge for samfundet, og at man gør en samlet indsats, hvis en borger er syg.
Fra 2015 bliver kommunikation digital
Marie Christensen mener, at hun nu kan trykke på de rigtige knapper. Pædagog Abeer Faruk aftaler med Charlotte Nielsen, at hun kan kommer og får hjælp til at komme i gang med NemID. Til et spørgsmål om teknikken siger Charlotte Nielsen, at ældre lige skal i gang. Men de forstår det kommunale sprog bedre end unge.

Dion Christensen og Inger Greulich har også fået svar på det, de kom for. De fremmødte snakker om, at borger.dk er opbygget som et fysisk kartotek. Og de er enige om, at de ikke skal være bange for at gå i gang, for de kan nemlig altid få hjælp fra biblioteket, hvis de har glemt kode eller lige skal have det hele opfrisket en gang mere.
I det nye år er der igen et kursus på biblioteket i Gellerup.
De ansatte på Folkeinformation er også ved at uddanne sig som digitale ambassadører, så de kan hjælpe borgere med at udfylde skemaer på borger.dk