Der er ca. 25 drenge, og mindst ligeså mange bolde, i spil, da Vibysyd.dk’s udsendte træder ind i aulaen på Søndervangskolen.
Det er tirsdag eftermiddag, og skolens fodboldskole skal til at starte for 6.-7. klasse.Træner Peter Fink-Andersen puster i fløjten, og der falder overraskende hurtigt ro over tropperne. Drengene, der er koncentrerede og engagerede, mødes i rundkreds, inden træningen sætter i gang.
Utraditionel skolegang
Fodboldskolen for drenge i 6.-9. klasse har kørt på Søndervangskolen siden august sidste år og er et projekt, der skal give plads til en mere utraditionel skolegang med fokus på de fysiske aktiviteter. Fodboldskolen sigter også mod at modne deltagernes sociale, psykiske og fysiske evner. Den er planlagt til at vare tre år.
Peter Fink- Andersen siger om fodboldskolen, ”Det er en stor succes. Vi startede i august, og der var der en rigtig god interesse fra børnenes side. Vi havde omkring 48 deltagere, og de er stadig med i projektet.  Vi håber fodboldskolen kan give en bedre og mere spændende skoledag, hvor der er muglighed for mere fysisk aktivitet. ”
Vi bakker hinanden op
Drengene selv er begejstrede for fodboldskolen; Hameid, Ali og Serhat fra 6 kl. siger alle, at de i fodboldskolen virkelig lærer noget. Ali fortæller at også, at de er blevet rigtig gode venner med dem, som de ikke kendte før. Hameid tilføjer ”Ja, vi bakker jo hinanden op.” 
Drengene forklarer også, at fodboldskolen ikke bare er for sjov. ”Man skal være en del af holdet, og hvis ikke man tager det seriøst, så kommer man ikke med til kampene.  Det er rigtig godt, så vi kan lære at holde vore aftaler,” siger Ali og Serhat.
De tre drenge fortæller, at de i fodboldskolen lærer at snakke sammen, ikke råbe af hinanden, og at koncentrere sig. Hameid når lige at bemærke: ”Vi lærer også at multitaske, der er mange ting, man skal gøre på banen på samme tid.”