Nytårsudtalelse: Vi har bedt personer med tilknytning til Gellerup om at pege på, hvad der lykkedes for dem i 2012 – hvad de vil arbejde mere med – og hvad deres personlige vision for Gellerup og Toveshøj er.
Per Frølund er leder af Gellerupsekretariatet. Han skriver:
I 2012 er vi kommet langt med planlægningen af de nye veje i Gellerup. Vi glæder os nu til at sende materialet i høring i foråret.
Planlægningen har fyldt rigtig meget, men heldigvis har vi også være ude at tale med beboere i området. Jeg er blandt andet glad for det beboermøde, vi havde i efteråret, hvor vi på en uformel måde gav en status på projektet og fik en masse input igen. Og det var jo fantastisk at se, hvordan børnene fra Sødalskolen og Tovshøjskolen byggede deres visioner for fremtidens Gellerup i LEGO.
 
Vi vil i 2013 gerne lave flere arrangementer, som både være med til at vise Gellerups kvaliteter til resten af Aarhus og som er til glæde for beboerne i Gellerup. Et andet mål for 2013 er at komme mere i dialog med beboerne om de store fysiske forandringer der skal ske i området.
 
Konkrete planer
I 2013 begynder vi at se de fysiske ændringer i området. Først og fremmest bliver Nordgårdskolen revet ned. Det sker i begyndelsen af året. Desuden regner vi med, at vi i slutningen af 2013 kan gå i gang med de nye veje.
Vi arbejder desuden på, at vi i 2013 får mulighed for at være endnu mere i området, og at flere end Pia Katballe fra sekretariatet får deres daglige gang i Gellerup. Vi vil gerne have en fast arbejdsstation i området, hvor vi både kan arbejde, holde møder og svare på spørgsmål fra beboerne.
 
Personlig vision
I de næste år vil de fysiske forandringer i Gellerup for alvor kunne ses. Jeg glæder mig til, at planerne bliver realiseret, og til at arbejde tæt sammen med beboerne og boligforeningen om at gøre Gellerup til en naturlig del af Aarhus og et endnu bedre sted at bo og være i. 
Gellerup bliver en levende bydel med erhverv, butikker, kulturelle aktiviteter og mange forskellige boligformer. Det glæder jeg mig til at opleve.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.