Samantar Mohammed, som går i niende klase på Tovshøjskolen, er endnu en fritidsjobber, som er kommet ud af busken for at fortælle Gellerup.nu om endnu en succeshistorie. Samantar har fået arbejde på Lokalcentret og Plejehjemmet Thorsgården. Her arbejder han seks timer om ugen, hvor han primært gør rent.
Samantar fik hjælp af Senay Arikan Tanis, projektleder på Get2Job, som han opsøgte for at få et fritidsjob. Hun hjalp ham med at skrive ansøgningen og tog med, da han skulle til samtale på plejehjemmet.
”Jeg var rigtig glad for, at Senay tog med. Jeg havde ikke prøvet at være til jobsamtale før, så jeg vidste ikke, hvordan det foregik. Selvom jeg var nervøs, kunne jeg være lidt mere mig selv, fordi Senay var til stedet,” siger Samantar.
”De er rigtig glade for ham nede på plejehjemmet. Han er dygtig til sit arbejde,” siger Senay, ”men de har også taget imod ham på en god måde, som har gjort, at han har haft nemt ved at komme ind fra starten af.” Samantar har således fået en kontaktperson, som har lært ham op i, hvad han skal lave.
”Jeg har ikke taget jobbet, fordi jeg vil være social og sundhedsassistent, men fordi jeg synes det er fedt at tjene min egne penge.” Da vi spørger, hvad han drømmer om at blive, er han hurtig til at svare, ”Jeg vil være kirurg!”
Mentalitets ændring ved de unge
Det sker tit, at Samantars venner spørger ind til hans arbejde. ”De synes det er lidt underligt, at jeg arbejder på et plejehjem, men er stadig rigtig interesserede i hvad jeg laver,” siger Samantar.
Senay Arikan kan se et mønster: ”Der er pludselig gået konkurrence i at få et fritidsjob, idet de unge selv er begyndt at opsøge succeshistorier. De unge er rigtig glade for at arbejde og forstå arbejdsmarkedet i det hele taget. De er begyndt at snakke med hinanden om det. Og efter, at Samantar er kommet i arbejde, så har jeg fået rigtig mange, især på Tovshøjskolen, som gerne vil får et arbejde.”
”Før i tiden var mentaliteten "Skaf mig et arbejde!" Men nu er de unge begyndt at tage mere initiativ til at være med i processen,” siger Get2Jobs projektleder.
”Nu begynder de at erfaringsudveksle med hinanden i frikvarterne, det er lige præcis det, som har givet mig det indtryk, at der er sket en mentalitetsændring.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.