31 personer vil gerne være boligsocial leder i Gellerup – det vil sige koordinere de boligsociale indsatser, der allerede er og vil komme sammen med den boligsociale helhedsplan. Arbejdsgiveren hedder Brabrand Boligforening.
Fristen for ansøgning udløb tirsdag, og da havde 31 søgt stillingen. Ifølge opslaget skal lederen gerne have en akademisk baggrund og have ledelseserfaring, og det er vigtigt at kunne navigere i en politisk styret organisation. Lederen vil som udgangspunkt blive ansat i fire år, og lønnen vil være knapt 600.000 kr.
Test og samtaler
Nu vil ansøgningerne blive vurderet af et ansættelsesudvalg, som er nedsat af boligforeningen, og det vil gennemføre første og anden samtalerunde sammen med rekrutteringsfirmaet Muusmann. De udvalgte kandidater skal desuden gennemgå et testforløb hos Muusmann.
Første ansættelsessamtale er 18. februar, og 2. samtale er 26. februar. Hvis den kommende leder skal sige op i en anden stilling, er det dermed muligt, at vedkommende kan starte arbejdet 1. april.
Han eller hun skal som det første være med til at færdiggøre den endelige ansøgning om den boligsociale helhedsplan. Den er i dag budgetteret til 40 mio. kr., hvoraf 31 mio. kr. søges i Landsbyggefonden.