I 2014 vil det blive muligt at følge en ’kunst-margueritrute’ fra Godsbanen til Gellerup. Ruten skal bane vej for et samarbejde med lokale kunstnere i realiseringen af Helhedsplanen for Gellerup’.

Projektet støttes af Fonden Aarhus 2017, der har bidraget med 73.000 kr. til opstartsfasen.
Kontakt med lokale kunstnere
Projektet er startet af Århus Billedkunstcenter, der i forbindelse med helhedsplanen vil forsøge at skabe større kontakt mellem lokale kunstnere fra området og det etablerede århusianske kunstmiljø i byen.
”Der findes sandsynligvis en gruppe af oversete forfattere, digtere, musikere og billedkunstnere i Gellerup, der ikke er en del af det kunstneriske miljø i byen. Måske fordi deres normer og arbejdsgange ikke passer ind i det, vi kender,” siger leder af Billedkunstcentret, Anja Raithel til JP Århus.Første skridt på vejen mod ’Godsbanen til Gellerup’ er et samarbejde mellem Århus Billedkunstcenter og Gellerups Sigrids Stue. Mens Sigrids Stue hovedsageligt har lagt vægt på at bringe internationale kunstnere til Gellerup, vil det nye projekt fokusere på de lokale kunstnere.
Tag på kunst gåtur til Gellerup
Kunst marguerit-ruten skal laves i skoleåret 2013/2014, hvor børn fra de omkringliggende skoler skal udsmykke stien sammen med den spanske kunstner Joaquin Zaragoza, der siden 1996 har været bosat i Aarhus. 
”Tanken er at give folk en tydelig grund til at bevæge sig fra midtbyen til Gellerup. Man slentrer ofte en tur rundt inde i byen, men hvorfor ikke gå til Gellerup? Vi vil pille lidt ved, hvordan man normalt bevæger sig rundt i byen og få folk til at opleve ting og steder på nye måder,” siger Anja Raithel.
Helhedsplanen for Gellerup vil således ikke kun byde på en omstrukturering af det fysiske miljø, men også på endnu mere kunst og kultur.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.