I løbet af vinteren er der blevet bygget en del dialogbænke, som skal pynte Gellerup endnu mere. Nu skal de dekoreres! Hele vinterferien mellem 13-16 på Nordgårdskolen kan du komme og finde din kreative side frem sammen med den lokale kunster Elina Cullen. Det er hende, som hjælper dig med at frigøre din egen kreativitet gennem sanselig leg.
”Jeg vil gerne møde folk, hvor de er”
Gellerup.nu mødte op på Nordgårdskolen, hvor der var omkring 10 unge, som var i fuld gang med at være kreative. Dekoreringen af dialogbænkene er for alle, der har lyst til at være med.
For Elina handler det om at lade lokalområdet udtrykke sig og lade folk skabe en forbindelse mellem dem selv og dialogbænkene.
”Jeg vil gerne møde folk, hvor de er og tage imod, hvad de har med,” siger Elina Cullen, som selv bor i Gellerup og er meget glad for området. Hun ser muligheden for at male bænkene som en god chance for at pynte området endnu mere. Og endda med deltagernes egne tanker og ideer.
En zebra var i en sauna
Den argentinskfødte kunstner Elina skaber gruppefælleskab gennem fysisk kreativitet og deltagernes egne fantasier. Elina havde delt deltagerne op i grupper for at lave sjove opvarmningslege. Ud fra en opstilling af dialogbænkene skulle deltagerne skrive ned, hvad de kom til at tænke på, når de så på den. Så skulle de på baggrund af deres egen fantasi sætte ord sammen for at lave spøjse sætninger.
De blev til f.eks. ”en zebra var i en sauna” og ”strudsen gemte sit hoved i Egyptens sand”. Disse sætninger gav anledning til at lege med ordene og tankerne. Der skal derefter males med ideerne.
Det handler om at lege
Der er ingen tvivl om, at Elina har en stor forkærlighed for at udtrykke sig gennem kunsten og er meget dygtig til at lade deltagerne finde deres kreative side frem. Hun håber rigtig meget på, at der vil komme flere deltagere, for de skal også have mulighed for at sætte deres præg på Gellerup.
Med et glimt i øjet siger hun også: ”Deltagerne må også gerne være lidt pjattede!”. Fordi det handler om at lege.