Så er Bydelsmødrene i gang! Med Saoussane El-Abbas som formand for lokalforeningen Bydelsmødre i Gellerup har de aktive kvinder iværksat mange arrangementer, som kommer til at præge foråret i Gellerup.
Søndag den 3. marts kl. 14-16 havde Bydelsmødrene sat fokus på ”Sundhed og Bevægelse” i Café Perlen, Yggdrasil. Søndag den 7. april og søndag den 5. maj, begge dage fra kl. 14-16 i Yggdrasil, kommer temaet til at handle om besættelsen/befrielsen i en ny og overraskende sammenhæng. Søndag den 2. juni har endnu ikke fået et tema, men de arbejder sikkert på noget ligeså interessant som de andre temaer. Kvindernes Internationale Kampdag, som er fredag den 8. marts, fejres med et arrangement med taler om ligestilling og ligeberettigelse.
Facebookgruppe
Foreningen har oprettet en Facebookgruppe, som hedder ”Bydelsmødre – Gellerup”. Her annonceres også de kommende arrangementer, og der bliver løbende lagt billeder ud fra de forskellige arrangementer. Man altid kan følge med i, hvad de bliver klogere på, og hvad de går og hygger sig med.
F.eks. går de ture i lokalområdet sammen hver tirsdag fra kl. 13-14:30. Til højre ses et billede, som er taget fra en forfriskende tur sidst i februar. Turen afsluttes altid med at spise gratis frugt. Man kan bare dukke op, og der er ingen tilmelding.
Kontakt Bydelsmødrene
Husk, at du også kan komme i kontakt med Bydelsmødrene over mail (bydelsmor8220@hotmail.com) eller på telefon (Lone Hedelund 89409640), hvor du kan stille spørgsmål til kost, motion, sundhed og skole-hjem-samarbejde. Eller hvis du bare er interesseret i at høre om, hvad der sker i Gellerup for tiden. De kan give dig information om, hvor du skal henvende dig, hvis de ikke selv kan svare på dine spørgsmål.