Region Midtjylland har sendt 10.000 spørgeskemaer ud til borgere med spørgsmål om, hvordan de har det. Hele 2700 af dem målrettes beboere i udsatte boligområder, fordi erfaringen er, at beboerne her har nogle særlige udfordringer med kost, motion, rygning og så videre.
De adspurgte borgere skal fortælle om især kostvaner og helbred. Resultatet skal danne grundlag for fremtidens sundhedspolitik i regionen.
Med hensyn til Gellerup er politikerne glade for den ekstra fokus – ja måske skal det ellers spritnye Folkesundhed Århus endog flytte til Gellerup, tænker sundhedsrådmand i Århus Thomas Medom (SF) højt.
Vi kan oplyse Medom om, at Folkesundhed Århus skam allerede ER i Gellerup med en satellit i Globus1. Den var godt nok lukket her i vinterferien, hvor der ellers var masser af mennesker lige uden for den låste dør. Men ideen med at satse mere på Gellerup og andre udsatte områder er jo god, for der ER udfordringer med mange beboeres helbred.
Til gengæld er der masser af initiativer i gang uden for Folkesundhed Århus’ lokaler. Mange af foreningerne holder møder og workshops om sundhed og motion, og beboerne er generelt interesserede i at gøre mere ved deres sundhed.
Vi har også sundhedscafeen – og såmænd også sundhedscentret i Lokalcentret.
Alene antallet af sundhedstilbud i Gellerup gør os ganske forpustede, så effekten er da målbar! Men ellers kan vi da anbefale parterne at samtænke deres sundhedstilbud – og husk at gøre det ved at samarbejde med de aktive foreninger!