Verdenskendte somaliske kulturpersonligheder gæster Gellerup på lørdag den 23. marts kl 14-18, når AarhuSomali holder festivalen "Somalierne som verdensborgere".
Kulturdagen foregår i Foreningernes Hus på Gudrunsvej 10A.
En somalier i Aarhus kan have familie i Canada, England, Somalia og Dubai – og have netværk i mange dele af verden. Somalierne er gennem de seneste 30 år blevet verdensborgere og har udviklet en global livsstil, siger Abdirahman Iidle og Abdirashid Sheikh fra AarhuSomali.
Det er baggrunden for kulturdagen, som derfor drager verdenskendte somaliske kulturpersoner til Gellerup.
Digter og forfatter
Hovedtaler bliver professor Mohamed Hadraavi, der også er forfatter, digter og en berømt somalisk kulturpersonlighed. Omsat til danske forhold kan han bedst sammenlignes med en blanding af digteren Benny Andersen og forfatteren Carsten Jensen.
Øvrige talere er bl.a. Dr. Mohamed Dahir Afrax og Dr. Ladan Affi. I fokus vil være somalisk kultur, politik og global livsstil. De somaliske kulturpersoner bydes velkommen til Aarhus af 1. viceborgmester Rabih Azad-Ahmad. Der er desuden taler af betydende medlemmer af AarhuSomali: Mulki Hussein, Ali Abdi Yusuf, Abdirahman Iidle og Abdirashid Sheikh.
Der er gratis adgang. Alle er velkomne. Taler holdes på engelsk, somalisk og dansk.