Til Samvirkets seneste kvartalsmøde fortalte Jens Espensen, leder af Lokalpolitiet, om, hvordan det går i Gellerup for tiden. Mens Toveshøj stadig døjer med omfattende hærværk især i kældrene, så er der mere roligt i Gellerupparken.
Men overordnet set er der slet ikke den uro og onde stemning, som herskede omkring 2007-2008. Dengang kunne man – med Jens Espensens ord – hver uge finde brændte biler, brændte knallerter eller … en brændt børnehave! I dag finder man kun sådan noget som slikpapir på jorden. Børnehaven var heldigvis en enkelt, men meget grim sag.
Men billedet blev vendt. Lokalpolitiet var konsekvent med at være til stede.
”Vi skal være til stede, også når det gør ondt,” sagde Jens Espensen. Han pointerede, at det er samarbejdet mellem politi, andre offentlige instanser og ikke mindst foreningerne, der har givet positive resultater.
Parterne fortæller os noget
Lokalpolitiets vigtigste våben er samtalen.
”Vi snakker sammen på kryds og tværs og med respekt for hinanden. Vi er nået til et punkt nu, hvor parterne i lokale konflikter begynder at fortælle os noget nu. Vi tager aldrig parti, og vi gør alt, hvad vi kan for, at der bliver mere trygt at bo her. Og det kan stadig godt blive bedre,” sagde Jens Espensen.
Med en respektfuld tone og god dialog med alle parter, har politiet været med til at håndtere de udfordringer og eventuelle konflikter, der har været. Lokalpolitiet vil fortsætte med at bruge denne dialog. Især i forhold til den fysiske helhedsplan, som iværksættes næste måned med nedrivningen af Nordgårdskolen, og at alt skal helst gå let og smertefrit.
Hashsalg i bazaren, men ingen politi?
En anden diskussion på Samvirkets kvartalsmøde gjaldt hashsalget i Bazar Vest. I den diskussion var der nogle, som mener, det vil være en god idé at have et lokalt politikontor i Bazar Vest, mens andre ikke tror, det vil gavne så meget. Espensen sagde, at politiet ikke skal have en satellit i bazaren, selvom de ved, at hash-salget foregår. Man får mere ud af lokalpolitiets 25 ansatte, at der rigtig ofte patruljeres i bazaren. Det handler også om at finde bagmændene til hash-salget.
Foråret kommer
Foråret banker på døren, og så plejer de trafikmæssige problemer at dukke op, når vejret bliver godt. Nogle finder knallerterne frem, og ofte køres der alt for stærkt.
”Vi er klar med færdselspatruljer,” lovede Jens Espensen.