Vidste du, at der her i Gellerup findes en idrætsforening for børn, unge og ældre, som tager særligt hensyn til personer med handicap?

Lavia er en idrætsforening fra 1966, som tilbyder en række sportsaktiviteter på Tovshøjskolen. Lavia er for alle, herunder handicappede.

Sommer-sportsskole

Igen i år er Lavia Århus vært for en sommer-sportsskole, specielt for børn og unge med handicap. Den arrangeres af Dansk Handicap Idræts-Forbund og foregår på Tovshøjskolen, hvor foreningen også har klubhus.

Sportsskolen holdes 9. til 12. juli for børn i aldersgruppen 7-17 år. Tilmelding til de fire dage er åbnet på denne side, hvor du først skal vælge Aarhus i menuen.
 
Det er et kvalitetstilbud med idræt og sjove oplevelser i sommerferien. Deltagere, der bor i Aarhus Kommune, skal ikke betale deltagergebyret.

Men tilbage til Lavia:

I starten var der mulighed for at spille bordtennis, volleyball og bueskydning. Med årene kom der flere idrætsformer, og i dag kan Lavia tilbyde idræt, hvad enten det er på eliteplan eller bare for sjov. Der er mere end 300 medlemmer i klubben, som er medlem af Dansk Handicap Idræts-Forbund.
Lavia eksisterer, fordi de frivillige og medlemmerne ønsker, at der skal være en idrætsforening, hvor folk kan komme og dyrke motion i fritiden, uanset deres handicap.
Alle idrætsgrene foregår I Tovshøjskolens idrætshal og svømmehal på Janesvej 2, i Gellerup.

Der er mulighed for bl.a. disse idrætter:

I hallen:

  • Kørestolsbasket
  • Boccia
  • El-hockey
  • Halhockey
  • Kørestolsfodbold
  • Kørestolsrugby

I svømmehallen:

  • Børnesvømning
  • Voksensvømning

Læs mere om Lavia