Godt gemt i et hjørne af City Vest ligger Pizza & Kebab House, en lille tyrkisk restaurant, der ud over pizza og kebab byder på delikatesser som tyrkisk linsesuppe, humus og en varieret tyrkisk buffet.
Vi tropper op en solbeskinnet mandag, hvor restaurantens panoramavinduer virkelig kommer til sin ret. Personalet i restauranten er meget imødekommende, vi føler os med det samme godt tilpas. En yngre mand viser os til rette og søger for, at vi får drikkevare serveret.
Vi studerer menukortet, og Katrine er med det samme hooked på buffet´en, mens Sean er mere stemt for den græske bøf med tilbehør. Vi går op for at bestille, men undervejs bliver Sean for fristet af buffet´en og vælger det samme. På denne måde kan vi prøve de forskellige specialiteter. Retterne er friske og appetitlige.
Blandt retterne er tyrkiske kødboller i fad med kartofler, en tyrkisk ratatouille, ovnbagte kyllingestykker, rissalat og en helt fantastisk tzatziki og humus, der dog ikke egner sig til alt for sarte smagsløg. Katrine prøver blandt andet kødboller, kylling, ratatouille, humus og tzatziki, mens Sean prøver forskellige salater. Det hele smager virkelig godt, og det kræver mådehold ikke at forspise sig.
Restauranten er placeret således, at den har udsigt over det sydlige Aarhus. Lokalerne er ikke prangende men atmosfæren er god. Efter en time er vi færdige. Når maden er god, går snakken godt. Det er en gæstfri restaurant, som kan anbefales, hvis man er villig til at betale lidt ekstra for et godt og ernærende måltid mad i hyggelige omgivelser. LIDT ekstra – for decideret dyrt var det da ingenlunde.
Snyd ikke dig selv for en et pit-stop i Pizza & Kebab House næste gang du slår vejen forbi City Vest!