Omkring 30 tyrkiske kvinder tog på hyttetur for at gøre stemmerne klar til kommunalvalget. Temaet for weekenden hyttetur var nemlig ”Hvordan stemmer man?” Her fik kvinderne undervisning i, hvordan man stemmer, hvorfor man stemmer, og hvilken indflydelse man kan få som kvinde, når man stemmer til et kommunalvalg.
Det var kvinder fra Brabrand Tyrkisk Kulturforenings kvindeudvalg, som arrangerede denne hyttetur, som skulle give frisk luft og rig mulighed for at blive oplyst og velinformeret om det danske samfund. Sådanne oplysningsmøder har været en stor succes, og dette udvalg vil gerne fortsætte med at holde disse på baggrund af den store efterspørgsel og glæde ved dem.
Styrke kvinders vilkår
At styrke kvinders vilkår i forhold til mere information om valgprocessen i Danmark var det overordnede tema for hytteturen denne gang.
”Kvinderne har betydning for langt den største del af opdragelsen i hjemmet. Her rammer vi en gruppe, der både selv kan være med til at stemme til det kommende lokalvalg, og yderligere medvirke til at opfordre deres børn og børnebørn til at stemme noget mere,” siger en repræsentant fra Kvindeudvalget, Pakize Yemliha Ece.
Byrådsmedlem i Aarhus, Hüseyin Arac, var også på et kort besøg for at fortælle og oplyse kvinderne om, hvilken indflydelse man har, når man stemmer.
”Jeres børn og jeres børnebørn skal først og fremmest uddannes, og på den måde vil deres engagement i samfundet stige både fagligt og personligt,” fortalte Hüseyin Arac blandt andet. Han oplyste også kvinderne om de muligheder og vilkår, der er, hvis der for eksempel skulle komme nye repatrieringsmuligheder. Det er de forhold, man skal være opmærksom på, hvis valget går på en eventuel hjemvendelse til ens hjemland.
Der blev også beskrevet en typisk valgdag, og hvordan man helt konkret og praktisk sætter sit kryds på en stemmeseddel, og hvordan man afleverer sådan en på afstemningsstedet. Man skal nemlig møde personligt op på det afstemningssted, der står på ens eget valgkort.