Der er en varm og imødekommende stemning, da herboende somaliere lørdag byder velkommen til debatarrangement om unge mennesker og stoffer. Ved væggen i Trivselshuset i Bispehaven står der kaffe, kager og sodavand, som man frit kan forsyne sig med.
Det er den socialdemokratiske byrådskandidat Ali Nuur, der er tovholder på arrangementet, og han går lidt rundt og hilser på folk. Rundt om ved bordene sidder mænd og kvinder af somalisk oprindelse, og der er en rolig stemning blandt de velklædte mennesker.
Det er tydeligt, at tanken om sammenhæng mellem forældre og børn og samfund spiller en rolle for oplægsholderne.
Cirka 30 deltog. Der tales om khat og hash – og om at bøden er noget højere ved besiddelse af hash.
Flemming Knudsen advarer
Den tidligere borgmester i Århus, Flemming Knudsen (S), kommer forbi og taler om forståelsen for, at der er mennesker, som bliver stigmatiseret. Han fremhæver blandt andet, at en to-cifret procentdel af den danske befolkning på en eller anden måde er i berøring med psykiatrien, og at det ikke behøver være dybe lidelser, men at det også kan være mere simple faktorer som angst og depression.
Flemming Knudsen advarer mod at have speciel fokus på kriminelle af anden etnisk herkomst, og han fremhæver, at de fleste nydanskere ønsker at opføre sig ordentligt. ”Man taler aldrig om, at nu har to unge danskere begået noget kriminelt, men hvis det er to med sort hår…”, siger eks-borgmesteren.
Flemming Knudsen bliver spurgt, om han støtter det århusianske fixerumsprojekt, og det bekræfter han. ”Her kan folk få udleveret stoffer, og så har de mennesker, der er derude, hvor de ikke kan nås, få en mere værdig tilværelse,” siger Flemming Knudsen, der beskriver det som statsheroin. Claus Thomasbjerg (SF), som stod bag forslaget i vinter, modsiger dog over for gellerup.nu dette udsagn og bekræfter, at man i fixerummet selv kommer ind med sine medbragte stoffer – men at forskellen er, at man er underlagt kontrol.
Politi: se på pupillerne
Politibetjentene Bodil Orson Larsen og Kaj Jensen holder et oplæg, hvor forældre opfordres til at holde øje med deres børn og tale med deres børn og understreger, at de ved anholdelser altid ringer til forældrene.
Der er fra politiets side stor ros til somaliske forældres evne til at have god dialog med deres børn om deres liv. Har et ungt menneske store pupiller, skal forældrene tage det som et alvorligt tegn.
De to betjente fortæller, at når de går rundt i civil i midtbyen, oplever de en respekt fra de unge. De kan ofte stå og tale med dem og på denne måde vinde tillid. Andre gange oplever de, at folk løber fra dem, og at de må spørge ”Hvorfor løber du? Har du gjort noget, du ikke må?”
Bodil Orson Larsen har i sine 12,5 år som betjent kun trukket sin pistol én gang og aldrig brugt sin peberspray. I det hele taget oplever de to betjente, at deres mund som regel er det stærkeste våben, de har.
