Dialogbænkene har været seks måneder undervejs, og de blev endelig præsenteret for offentligheden i denne uge.
Både fredag og lørdag blev dialogbænkene præsenteret med arrangementer rundt om i byen. Fredag blev arrangementet dog ødelagt af regn under Cirkus Tværs’ forestilling udenfor Bazar Vest, men på Store Torv i indre by blev regnen væk.
Her var alle 30 bænke opstillet, og mange forbipasserende slog sig ned på bænkene og overværede optræden fra Jafra-danserne og cirkus Tværs. Cha-D også skulle også have optrådt, men lydproblemer gjorde, at det blev aflyst.
Arrangementet blev dermed lidt kortere og sluttede allerede ved 16-tiden, men bænkene var i den grad blevet vist frem.
Gellerup.nu havde sin egen bænk med, som tre af portalens borgerjournalister havde brugt et par weekender på at dekorere. Den ene side var påklistret gellerup.nu-forsider og derefter lakeret. Disse forsider holdt heldigvis til regnen ved Bazar Vest om fredagen og klarede flytningen til og fra Store Torv.
Kom til Grundlovsdag!
Det næste arrangement, hvor bænkede skal bruges, er grundlovsdag 5. juni, hvor bænkene skal skabe dialog mellem lokale politikere og beboerne. Forvent at se mere om grundlovsdag på gellerup.nu i den nærmeste fremtid.