Lærerne på Ellekærskolen bliver gradvist dygtigere til at styrke tosprogede elevers sproglige og faglige færdigheder. Baggrunden for indsatsen ligger i, at Undervisningsministeriet har lavet en undersøgelse, som har vist, at Ellekærskolen ikke har haft særligt gode resultater omkring deres undervisning.
Det er til trods for, at skolen har haft en meget høj undervisningseffekt. Undervisningseffekten er et tal, som er lavet på baggrund af en skoles karaktergennemsnit set i forhold til de sociale vilkår, eleverne kommer fra. Her har Ellekærskolen udmærket sig til en af de bedste skoler i Danmark, men Undervisningsministeriets resultater viser nogle andre tal i forhold til undervisningen. Derfor er udviklingsprogrammet blevet iværksat og skal nu til at køre på andet år. Der kommer en del elever fra Gellerup. Derfor har gellerup.nu været ude og snakke med skolelederen Morten Dam Madsen for at høre, hvad udviklingsprogrammet har til hensigt at forbedre.
Efteruddannelse af lærerne
Der er i alt 14 skoler, som er blevet udvalgt til at være en del af udviklingsprogrammet. På de 14 skoler vil der i alt blive brugt 42 millioner kroner over tre år. De mange millioner tildeles for, at lærerne kan blive bedre rustet til at styrke de tosprogede elevers faglighed. Det er her, at indsatsen for alvor kan mærkes, da det er lærerne, som skal efteruddannes og på en del kurser, hvilket tager meget af lærernes og skolelederens tid.
”Indsatsen har løftet os op til en anden dimension. Selvom vi er meget pressede og bruger meget tid på at dygtiggøre os mere og tale om udviklingsprogrammet, så har indsatsen virkelig rystet posen. Vores personale bliver mere og mere kvalificeret til at udvikle de tosprogede elevers faglighed,” siger skoleleder Morten Dam Madsen.
På Ellekærskolen er 85% af eleverne tosprogede, hvorfor det er en vigtig indsats fra Undervisningsministeriet, da det drejer sig om mange elever. Ved blandt andet ugentlige møder mellem lærere og elever, så kan udviklingsprogrammets resultater evalueres løbende. Udviklingsprogrammet er til hensigt at fokusere på én bestemt årgang i tre år. Årgangen er den nuværende 8. årgang. Eleverne bliver nemlig løbende evalueret fagligt, da dette er et vigtigt redskab for at dokumentere fremgangen på den individuelle faglighed. Indsatsen skulle gerne resultere i den bedst mulige forberedelse for eleverne til at kunne tage en ungdomsuddannelse.