Borgmesteren Jacob Bundsgaard er flyttet med sit kontor til Gellerup i knapt tre uger. Tirsdag den 14. maj var hans første dag, og selv den første dag havde han fuld kalender.
Ved et skrivebord i Gellerupsekretariatet sidder borgmester Jacob Bundsgaard med udsigt til City Vest. Han har flyttet hele sit sekretariat til Gellerup for at komme ud blandt borgerne. For at komme tæt på dem og snakke med dem.
Derfor har han også tænkt sig at være meget i området. Gå rundt og snakke med folk og på den måde se, hvad der rører sig i Gellerup.
”Jeg skal bare passe mit arbejde, mens jeg er her,” siger borgmesteren, mens han understreger, at han også vil rundt og tale med folk, for både at høre gode og dårlige historier fra området. Han forklarer, at han ikke er ude på at sætte en politisk dagsorden, men bare vil ud, hvor folk er. De vil derfor også rykke kontoret andre steder hen i byen, men vil ikke afsløre planerne for, hvor det skal være.
Gellerup er et godt område
Selvom Gellerup har problemer, så mener borgmesteren, at det er et godt område, og han hører også fra beboerne, at de er glade for at bo der.
Helhedsplanen er et stort skridt i den rigtige retning og han fremhæver indsatsen på det sociale og sundhedsområdet som store fremskridt. Han påpeger, at når man får nye veje i området, åbner det også området mere op, og på den måde tør flere mennesker køre igennem Gellerup, i stedet for at køre forbi, når de f.eks. skal ind til byen.
Han ved godt, at nogle mennesker i dag er ligefrem angste for at komme til Gellerup, men han tror også, at åbningen udadtil vil hjælpe på den angst.
”Folk er jo ofte bange for det, som de ikke kender,” mener Jacob Bundsgaard.
Ghettobegrebet er forkert
Gellerup bliver betegnet som en ghetto af blandt andet Folketinget, og borgmesteren mener, at det er en dum betegnelse for området, fordi den er meget stigmatiserende – altså stemplet som noget afvigende.
Han har dog ikke tænkt sig at foretage yderligere i sagen om at få ændret områdets navn, men så hellere, at den blev kaldt et ‘belastet boligområde’.
Men borgmesteren har ikke så meget tid til at snakke, for kalenderen er fuld, og senere skal han på gåtur i Gellerup og til kaffe hos beboer Helle Hansen.
Borgmesterkontoret holder til i Gellerup indtil den 29. maj.
Gellerupsekretariatet holder i øvrigt officiel åbning af Gellerup-kontoret i morgen torsdag mellem 12.30 og 14.30. Alle er velkomme til en kop kaffe.