I lørdags blev der afholdt Gelleraps i Globus1.

Det var en dag med sommerstemning, masser af aktivitet og sjældent stabilt solskinsvejr. Derfor valgte mange at nyde solen udenfor, hvor man bl.a. kunne slukke tørsten i friskpresset juice og jordbærmilkshakes. Og det skulle der til, for der var gang i de udendørs aktiviteter! Både store som små deltog, hvad enten det var med parkour eller skateboarding, graffitimaling eller streetfodbold – der var noget for enhver smag. 

Indenfor lød de tunge hiphop rytmer dagen igennem, og en altid veloplagt Michael Jøden præsenterede lidt efter lidt de mange acts, startende med de forskellige ungdomsskolehold der alle leverede gode og forskelligartede shows. Nogle rappede på dansk, andre på engelsk. Nogle rappede hurtigt, nogle langsommere. Nogle shows var mere velbesøgte end andre.

Opbakning til de unge

Størst opbakning var der f.eks. til lokale MG og Nima der virkelig formåede at få samlet folk foran scenen. Særligt den unge talentfulde MG (Mohammed Ghassan) virkede til at have sit eget korps af hvinende piger.
Aftenens vel nok største navn, Barbara Moleko, fik ikke helt samme velkomst, men fyrede den stadig af på professionel manér.

Efterfølgende spurgte vi arrangør Pernille Refstrup fra Ungdomsskolen Gellerup & Toveshøj om, hvordan det var gået:

”Det gik godt! Vi var heldige med vejret, og er alt i alt er vi meget tilfredse,” siger Pernille og forklarer, at op imod 1000 mennesker set over hele dagen kiggede forbi arrangementet.
 
Gelleraps-arrangørerne bed også mærke i den beskedne opbakning til hovednavnene:

Vejret betød meget
”Først og fremmest er det jo fremragende med den store opbakning til de lokale drenge. Men de store navne spillede faktisk også lige, da vejret var allerbedst og der var sat turneringer i gang ved de forskellige aktiviteter, så jeg tror også at omstændighederne havde noget at sige i forhold til det. Hvis ikke det havde været så pragtfuldt vejr ville der havde været mange flere oppe foran scenen.”

I øvrigt var de unge selv der har været inde og stemme på f.eks. Moleko og Young, forklarer hun.

”Men det er svært ikke at vende til noget positivt at så mange gæster brugte de aktiviteter der var sat i gang, og at vi kunne gennemføre arrangementet i den målestok vi havde håbet på.” slutter Pernille Refstrup.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.