Torsdag eftermiddag var 30 drenge og piger fra Gellerup samlet på Tovshøjskolen til diplomoverrækkelse. Anledningen var, at de unge hver især havde gennemgået læringsforløb af forskellig slags – alle med fokus på at tilegne sig nye egenskaber.

Forløbene er tilrettelagt af ungdomsskolerne, og derefter godkendt af ekspertpaneler med repræsentanter fra de forskellige fagområder. Der er med andre ord sørget, for at undervisningen faktisk har et indhold som de unge kan bruge til noget fremover. Læs mere om OCN’s pointsystem på www.ocndanmark.dk

Ungdomsskoleleder Rasmus Brandt Lauridsen bød velkommen til de unge og deres forældre, hvorefter han slog fast, at alle de unge har talent, det er bare et spørgsmål om at finde dét man brænder for.

AGF og Gummi-Tarzan
Social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) var inviteret til at overrække diplomerne, men først skulle han holde tale. Det var en tale, der kom vidt omkring, og både AGF’s Osama Akharraz og Gummi-Tarzan blev citeret.

Halvorsen kastede sig herefter ud i bevisoverrækkelsen og dermed også navneopråb. Forinden havde han advaret om, at nogle af navnene kunne blive vanskelige at udtale for en dansker som ham, men de unge kunne nu alligevel ikke lade vær med at fnise lidt af den til tider sjove udtale.

Til sidst rundede lokale MG & Nima det hyggelige arrangement af med et festligt show.