Fejringen af Sankt Hans aften, hvor heksen skulle brændes, var i fare, idet nogle lørdag havde brændt de bål, som skulle bruges søndag til Sankt Hans aften.
Reaktionen på Toveshøj var bitter, og mange børn var meget skuffet over, at nogen kunne finde på at ødelægge deres bål. Forældre stod uforstående for denne opførsel.
Afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj ville ikke finde sig i dette, men brugte søndag eftermiddag på at finde brænde i Gellerupparken og hentede trækasser fra Basaren, så vi kunne få bygget bål til Heksen og bål til snobrød op igen.
Redningsaktionen virkede. Børnene blev meget glade og hjalp med at få bygget bålet op igen, så de nu kunne få sendt heksen til Bloksbjerg. Der sad nogle børn og unge og holdt øje med bålet så det hele var klart.
M.D. rappede en heksesang, og viceborgmester Rabih Azad-Ahmad holdt årets båltale. Den var målrettet til de unge, som blev opfordret til at fokusere på deres uddannelse – det er vigtigt, at man passer sin skole og får en uddannelse, sagde han.
De blev en god aften med godt vejr, og det blev skønnet, at der kom ca. 450–500 børn og unge. De var helt vilde med at lave snobrød over Ramallah spejdernes bålpladser.
Trods alt blev det Sankt Hans aften i Gellerup og på gensyn 2014.