Førtidspensionister i blandt andet Gellerup kan nu blive ansat til at udføre hjemmeservice hos private og hos virksomheder. Livsværkstedernes projekt ”Indsats i Udkanten” vil ansætte mindst 12 førtidspensionister til et nyt projekt, kaldet Close 2 You.
Livsværkstederne i Gellerup har ansat Leonida Nielsen som leder af projektet, som allerede har taget fire førtidspensionister fra Vestbyen ind til arbejdsprøvning.
Og hverken medarbejderen eller kunden behøver blive stresset, hvis det tager lidt længere tid end normalt at gøre rent og udføre praktiske opgaver – for eksempel sy gardiner.
Det er der en løsning på, så alle er tilfredse. Projektet tager hensyn til, at medarbejderen måske ikke kan arbejde i samme høje tempo som andre.
”Kunden betaler for det antal timer, som professionelle normalt bruger på en opgave, men hvis det her tager lidt længere tid, skal kunden ikke betale ekstra. Vi har midler fra KFUMs Sociale Arbejde, så der er god tid ude hos kunden, også til en kop kaffe og en snak,” fortæller Verner Karkov, som er leder af Livsværkstederne.
Hjertet skal være med i arbejdet – og et hjertelogo i projektets navn er med til at understrege dette.
Førtidspensionister kan søge job
Leonida Nielsen fortæller, at hun gerne vil have henvendelser fra førtidspensionister, hvis de kunne tænke sig et job i projektet.
”Man starter med et seks ugers forløb med praktik og opkvalificering. Når man er i praktik, vil man opleve, hvordan det danske arbejdsmarked  fungerer. Går det godt, kan det endda være, at medarbejderen kan fortsætte i et ordinært arbejde, måske på nedsat tid,” siger hun.
Projektet startede lige før sommerferien, men først til august skal det op i omdrejninger. Målet er at få mindst 30 kunder, både virksomheder og private. Mange virksomheder har en social ansvarlighed og vil måske derfor blive tiltrukket af Close 2 You.
På normale vilkår
Leonida og Verner lægger vægt på, at de ikke vil ud i en konkurrence med kommunal eller privat hjemmehjælp. Derfor er timesatsen ikke lav – 312 kroner i timen.
”Vi overvejer at samarbejde med den kommunale hjemmehjælp, så de sender vore medarbejdere ud,” siger Verner Karkov.
Målet er, at efter halvandet års projektperiode er der kommet mange nye kunder til, og at Close 2 You er blevet selvbærende, oplyser Verner Karkov fra Livsværkstederne.
www.closetoyou.info

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.