13-årige Bilal og 14-årige Ali har brugt tre uger af deres sommerferie som frivillige hjælpere under sommerferieaktiviteterne i Viby Syd. Vibysyd.dk’s udsendte får en snak med drengene på en meget varm sidste dag af aktiviteterne, hvor jeg har samtidig har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med drengene i én af ugerne.
At være frivillig er sjovt
Bilal Ahmad Aqtash kommer oprindeligt fra Aghanistan og Ali Nasser Abdulhadi fra Irak. De er begge ud af store familier og er vant til at hjælpe til, så hvorfor også bruge sin sommerferie på at hjælpe?
”Det er sjovt, og vi har det sjovt sammen, Ali og jeg,” siger Bilal og fortsætter: ”Det er en god mulighed for at møde nye mennesker og lære andre at kende.” Ali bekræfter og tilføjer, at ”…selve fællesskabet omkring at være hjælper er sjovt, og giver en noget at lave.”
Det sure med det søde
Begge drenge er troligt mødt op til tiden til formøde med de voksne hver dag. Her er opgaverne blevet fordelt over morgenmaden, og samtidig tales der lidt om den foregående dag. Ali og Bilal nyder tydeligvis at være blandt de voksne. I dag sendes en avis rundt om bordet med en vittighed på bagsiden, drengene griner med, selvom den efterfølgende opgave er at samle skrald i hele området.
Drengene har mange forskellige opgaver, de rydder op og går til hånde, de hjælper ved aktiviteterne spændende fra Snittelejr til Cirkus Camp, de løber ærinder og meget mere.
På Store Legedag i Søndervangen, et arrangement med op til 250 børn, knoklede drengene med at slæbe borde og vand trods de 25 varmegrader.
Det handler om ansvar
Jeg spørger drengene, hvilke krav de synes der er vigtige som hjælpere? Bilal og Ali fremhæver, at man skal have lyst til det, og man skal gå ind i opgaverne og tage ansvar.
”Det handler om at tage ansvar og leve op til opgaven” siger Bilal snusfornuftigt, og Ali nikker. Begge drenge har tydeligvis lært gode manerer hjemmefra, ligesom deres omsorg for de mindre børn er ganske naturlig. Både Bilal og Ali har flere mindre søskende og er vant til at tage sig af dem.
En frivillig får ikke løn
Ali og Bilal får ikke løn, men nyder visse privilegier. De er udstyret med et navneskilt, som de bærer med stolthed, det giver nemlig også en vis status at være hjælper.
Ali mener også, at det skal indebære nogle fordele at være hjælper, han samlede skrald en hel dag i varmen – og så var der ingen pandekager tilbage til ham! Det blev der dog rådet bod på næste dag, hvor en del af dejen blev taget fra til de to ihærdige hjælpere.
Til dagligt har drengene travlt med skole og især fodbold. De spiller begge på AGF’s førstehold U14 og drømmer da også om en karriere som fodboldspillere. Men når der er aktiviteter i Viby Syd stiller drengene sig gerne til rådighed som frivillige igen.
”Det er jo sjovt,” slutter de grinende af, og løber så ud for i dagens anledning er der is til alle – også de frivillige.