Denne artikel er den første i en serie om rådgivningstilbud i Gellerup. Formålet med artikelserien er at skabe overblik over de forskellige steder der tilbyder rådgivning om især sociale og juridiske forhold. I denne udgave besøger vi Advokaterne Vest.

I Gellerup er der kun ét sted at gå hen, hvis man skal i retten og har brug for advokathjælp, nemlig Advokaterne Vest. De har til huse for Øverst på Gudrunsvej, hvor man kan se deres sorte skilt, der på arabisk, tyrkisk og somalisk forklarer, at her kan man få juridisk bistand.
Og dette ikke uden grund. Advokaterne Vest tilbyder nemlig rådgivning på mange forskellige sprog, således at områdets mange fremmedsprogede også kan få hjælp.

Det er dog ikke kun områdets beboere, der benytter sig af tilbuddet om rådgivning på deres modersmål.
En tredjedel fra andre byer
”Omkring en tredjedel af klienterne er slet ikke fra Gellerup, men er nydanskere fra alle mulige andre byer, der kommer for at få juridisk rådgivning på f.eks. somalisk eller arabisk,” fortæller indehaver Rabih Azad-Ahmad, som selv bor i den nærmeste boligblok til kontoret.
Udover at være fuldmægtig i Advokaterne Vest, arbejder Rabih ved Folkeinformation på biblioteket, ligesom han i over to år har skrevet for en arabisk netavis www.akhbar.dk.
Før arbejdede han ved Gellerupparkens Retshjælp, men blev træt af ikke at kunne følge sagerne til dørs i retssystemet. Det er nemlig kun advokater der må møde i retten, og derfor startede han Advokaterne Vest, der i dag udgøres af fem fuldtidsansatte, hvoraf tre er jurister, og to er sekretærer. Derudover har de fire studentermedhjælpere, der alle er tosprogede og jurastuderende, og derfor rustet til at tage sig af nogle af de otte til tolv henvendelser, de får om dagen.
Sagerne handler typisk om familiesammenføring, opholdstilladelse, statsborgerskab, kontanthjælp og skat.
Billigere end de fleste
Hos Advokaterne Vest har man besluttet, at førstegangshenvendelser er gratis, så man skal altså ikke op med pengepungen for en enkelt rådgivningssession. Den største indtægt er da også, når staten betaler sagsomkostningerne, og i almindelighed kan man konkludere, at det kan være svært at tjene penge som advokat i Gellerup, hvilket Rabih Azad-Ahmad må sande:
”Jeg betragter det som en investering.” siger han med et smil på læben.
Man må altså tilpasse sig hvis man vil drive advokatvirksomhed i et område som Gellerup:
”Vi er bevidste om, hvad det er for et område, vi er bosat i, også prismæssigt. Vi er derfor billigere end de fleste, for vi ved jo godt der kan være nogle herude, der ikke har alverden at gøre med.  Det er dog en afvejning,” siger fuldmægtig Morten Dahl og slutter:
”Hvis ikke vi har råd til at holde åben i morgen, hjælper vi i hvert fald ikke nogen.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.