Gellerup Fællesråd har fået støtte af Gellerup Kulturpulje til at lave et kunstprojekt med udsmykke tunnelen under Silkeborgvej sammen med skolebørn og aktive beboere
Der bliver gang i malerruller og pensler i tunnelen under Silkeborgvej i Aarhus Festuge. Kunstner Niels Rahbæk, der har atelier på Sødalskolen, står sammen med Gellerup Fællesråd bag kunstprojektet, der skal gøre tunnellen mellem City Vest og Sødalen mere spændende at gå igennem.
Foreløbig skal fire betonfag i begge sider af den nordlige tunnel gennemgå en forskønnelseskur. Den ene side bliver malet af 6. klasses eleverne på Sødalskolen. Skolen har mange elever fra Gelleruparken, som hver dag bruger tunnelen som skolevej.
På den anden side af tunnelen er det lokale kunstspirer og andre frivillige, som under vejledning af Niels Rahbæk og den russiske kunstmaler Irina Kazachkova skal udsmykke væggene med et tema, som er inspireret af Aarhus Festuges motto:
”Tegn på liv – i en ny virkelighed”.
Kom og vær med
Alle beboere fra Søvangen og omegn er meget velkommen til at være med til at svinge penslerne.
Vi maler væggene i festuge:
• Mandag den 2. september kl. 16-18
• Tirsdag den 3. september kl. 16-18
• Onsdag den 4. september kl. 15-17
Torsdag den 5. september kl. 15 bliver der holdt fernisering for projektet om eftermiddagen.
Festugens male-happening er kun det først af en række initiativer, som der er ideer om at gennemføre i løbet af det kommende år. Det er fortsat masser af betonfag, som skal udsmykkes, og samtidig er der mange ideer til sjove små happenings, som kan finde sted i tunnelen lige fra loppemarkeder og julemarkeder til koncerter og filmforevisninger.