Siden 2006 er en del af Vestbyens tosprogede børn blevet fragtet med bus til skoler udenfor Vestbyen. En ordning, der flere gange er blevet vurderet til at have en god effekt på børnenes sprogproblemer. Alligevel kritiseres ordningen af flere.
Nu vil Aarhus Universitet, ifølge Jyllands-Posten, derfor undersøge, om ordningen reelt har nogen effekt. Ikke kun for de elever, der sendes til andre skoler, men også for elever der får lov til at blive på distriktsskolen. Alle elever, der hører til heldagsskolerne Tovshøjsskolen, Søndervangsskolen og som et forsøg også Ellekærsskolen, får nemlig lov til at blive på skolen, der i stedet arbejder ekstra meget på at udvikle børnene sprogligt.
Da ordningen sidst blev evalueret i 2010, fremgik det ellers, at busbørnene var blevet bedre til dansk. Men undersøgelsen kritiseres af flere for kun at fokusere på sprogkundskaber og ikke tage nok højde for børnenes trivsel og integration. Og der er endnu ingen forskning, der fortæller, om børnene er blevet bedre eller dårligere til dansk, end hvis de var blevet i distriktsskolen. Det ønsker Aarhus Universitet nu at undersøge, hvis man kan skaffe pengene til det.
Ikke den bedste løsning
Busordningen har også vist sig at indeholde en del problemer, samtidig med at det er en kæmpe udgift for kommunen. 79 mio. kroner har kommunen brugt i løbet af de sidste fem år. Derfor ønsker flere politikere i byrådet også en anden løsning, end at børn skal gå i skole langt væk fra deres hjem. Men indtil man ved mere om ordningens konsekvenser, ser man den som den eneste rimelige løsning for børnene:
"Det er ikke en udgift, vi ønsker i længden, men så længe den er nødvendig for at sikre alle børn i Aarhus et godt folkeskoletilbud, fortsætter vi," udtaler børne- og unge rådmand Kristian Würtz (S) til Jyllands-Posten.
Udover undersøgelsen fra Aarhus Universitet, kører forsøgsordningen på Ellekærskolen. Her bruges ressourcerne på sprogområdet, i stedet for på transport af børnene. Politikerne håber, at forsøgsordningen bliver en succes, så den kan bruges i andre skoledistrikter.