Der var flot lokal opbakning fra beboerne i Gellerup og Toveshøj ved Hasle Bakkerløbet den 25. september med start og mål fra Lenesvej.
I alt 150 deltagere var med i arrangementet, som Brabrand IF og Brabrand Parkrun stod bag og med fin opbakning fra beboere i lokalområdet. Således blev der serveret frisk brød, kager og kaffe i aftencafeen, som kvinder fra Cafe Perlen i Gellerup havde opstillet på pladsen. Og under hele arrangementet holdt en gruppe frivillige mænd fra "Det Gule Hus’ Venner" opsyn med biler og parkering og sikrede, at alt forløb i god ro og orden.
Knap 40 deltagere var med i walk-klasserne, også her havde mange af områdets beboere tilmeldt sig, og de fik en smuk tur i aftenskumringen i bakkerne sammen med de rutinerede vandrefolk fra Aarhus Fodslaw og Dansk Vandrelaug.
Hurtigt af alle var den nykårede danmarksmester Tue Lassen, der vandt den længste distance på 10 km i tiden 36.40. Hos kvinderne var Zenia Mogensen først over målstregen i tiden 41.22, også hun er en af landets mest rutinerede løbere med kort og kompas.
Også 5 km løbet blev vundet af en orienteringsløber, nemlig den mangedobbelte danmarksmester Signe Søes, der klarede strabadserne over de tre bakketoppe i tiden 19.29 min.