Gellerup er stadig med på den udskældte liste over særligt udsatte boligområder – også kaldet ‘ghetto’-listen. Listen udgives en gang om året af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. I Gellerup er listen ikke populær, fordi den skader mere, end den gavner.
"Det er forkert, at ministeriet overhovedet offentliggør en liste over det, de kalder ‘ghettoer’, fordi man ved at udstille dem som tabere gør, at listen er med til at holde folk væk fra et område i stedet for at åbne det," siger Helle Hansen, formand for Gellerupparkens afdelingsbestyrelse.
Hun kender efterhånden mange eksempler på mennesker, der ikke tør besøge deres studiekammerater eller andre i Gellerup, fordi de har hørt så meget skidt om området.
"Vi har udfordringer, ja, men de er altså ikke så slemme, som folk tror. Ghetto-stemplet forstærker frygten," mener hun.
Fyldt med selvmodsigelser
Listen er statistisk og bygger på kriterier om tilhørsforhold til uddannelse/arbejdsmarked, etnicitet og kriminalitet. Derfor er den fyldt med selvmodsigelser. Den mest velkendte er den, at advokat og viceborgmester Rabih Azad-Ahmad med sin ikke-vestlige baggrund er med til at forstærke ‘ghetto’-stemplet alene med sin hudfarve.
"Østeuropæere er for eksempel ikke med i kriteriet, men det kunne da sagtens være, at vi hellere vil have arabere end bulgarere her i området – bare for at nævne et teoretisk eksempel. Etniske dansker kan jo også være en større belastning end ikke-vestlige beboere, så etnicitet burde i hvert fald ikke være noget kriterium," siger Helle Hansen. Hun ville ønske, at man analyserer et område i stedet for at anvende nogle mærkelige kriterier til at kalde det for et "særligt udsat boligområde".
Fra tennisstjerne til polak
Også efterkommere efter indvandrere fra ikke-vestlige lande tæller med, når statistikken gøres op. Og det er jo en tudetosset måde at rubricere mennesker på, mener formanden. Først, når man er 3. generation, tæller man ikke i ministeriets statistik længere.
"Den måde at rubricere folk på ville jo betyde, at vi skulle regne Caroline Wozniacki som en "2. generations polak" og ikke en dansk tennisstjerne," ironiserer hun.