Den verdenskendte somaliske sang-stjerne Maryam Mursal var lørdag aften på hjemmebane i Gellerup, hvor hun optrådte ved Somalisk Bog- og Kulturfestival på A-Toget.
Hun sang og optrådte med så meget energi, at hun næsten væltede Gellerup.
500 mennesker deltog i løbet af dagen i festivalen, hvor publikum fik et grundigt indblik i somalisk litteratur. Den blev præsenteret af somaliske forfattere og forlægger Mohammed Hassan, der har udgivet en meget stor del af den somaliske litteratur, der findes.
Dagen havde også fokus på udviklingen i Somalia. Professor i statskundskab, Bjørn Møller, fortalte om især vestlige staters indblanding i Somalia, som en væsentlig del af baggrunden for borgerkrigen, Al-Shabaabs opståen og udviklingen af pirateri. Journalist Vibeke Rask Grøn berettede om sit møde med kvinder i Somalia.
Den 84-årige digter Halime Sofe, der kaldes ”Gellerups Gandhi”, på grund af sin indsats for at skabe et fredeligt Somalia, fremførte nogle af sine egne digte, sang og dansede.
Dansegulvet gyngede
Hermed var der varmet godt op til verdens-stjernen, Maryam Mursal, der optrådte iført Somalia-blåt med hvide stjerner. Med sin sang og sin uimodståelige energi fik hun ikke bare dansegulvet til at gynge, hun fik også Gellerups beton til at svinge i takt til musikkens inciterende rytmer. Dansegulvet var som et oprørt hav af kjoler, dragter, jakker og blussende ansigter i et mangfoldigt og spraglet farvespil.
Maryam Mursal havde lørdag morgen, i et interview til DR-Østjyllands Radio, fortalt om sin internationale karriere, der for alvor tog fart, mens hun i flere år boede i Gellerup. Lørdag aften var ingen i tvivl om, at en stor stjerne var tilbage, med udladning af så meget energi, at gløden i publikums øjne formentlig stadig brænder.
Festivalen var arrangeret af: Somali Community in Denmark, Somalisk Aktiv Kvindeforening, AarhuSomali, Radar 8220 og Gellerup Bibliotek. Festivalen blev støttet af Gellerup Kulturmidler, FO-Aarhus, Kulturudviklingspuljen Aarhus Kommune og Radar 8220.