Små drenge på 13 til 15 år begår indbrud i Gellerup, og Lokalpolitiet mener, at de kan være tvunget til det af andre, som måske har en klemme på dem. Lokalpolitiets leder Jens Espensen beder nu forældre om hjælp til at opklare, hvad der ligger bag indbruddene.
Dels er nogle af indbrudsforsøgene meget farlige, da der er set drenge klatret op til 3. sals højde på altansiden. Og dels skal drengene stoppes, før de kommer ind på en egentlig kriminel løbebane.
Forleden blev tre drenge på 13, 14 og 15 år taget på fersk gerning, da en beboer så dem på en altan. Politiet kom hurtigt på cykel og fik fat på drengene.
Måske bliver de truet
”Vi tror ikke, at de selv sælger det, de stjæler, så nogen må stå bag. Måske bliver de truet til at begå indbrud,” sagde Jens Espensen på kvartalsmødet i Samvirket. Familiecentret er involveret, og de har talt med familien til den yngste dreng. Familien er meget bekymret for drengen, bemærkede Jens Espensen.
”Vi tager det alvorligt, og vi vil bede alle forældre med børn i teenagealderen om at snakke med dem: kender de nogen, der har gjort noget, eller har de hørt om nogen, der bliver truet? Vi skal have det her stoppet,” understregede lokalpolitiets leder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.