Keld Laursen er navnet på Brabrand Boligforenings nye direktør. Hans navn er netop blevet offentliggjort af foreningsbestyrelsen, som har været igennem en længere ansættelsesprocedure med den nyansatte leder.
"Keld har overbevist os om, at han har den stærke personlighed, den faglige indsigt og det nødvendige netværk, der skal til for at lede Brabrand Boligforening," siger foreningens formand, Jesper Pedersen.
Keld Laursen kender Gellerupparken som sin egen bukselomme. Han har boet i Brabrand Boligforenings afdelinger i sammenlagt over 20 år, fra fødslen i Søvangen, senere flyttede de til udsigten i Hans Brogesparken, og da han flyttede hjemmefra, faldt valget på en bolig på Dortesvej i Gellerupparken.
Han kommer fra en stilling som direktør for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse og har før det været planlægningschef ved Aarhus Universitet og prorektor ved Ingeniørhøjskolen. Han er også formand for Grundfos-Kollegiet.
Keld Laursen skal i de kommende dage være med til endeligt at udpege sine to meddirektører, og den samlede ledelse præsenteres i næste uge.
Han afløser Torben Overgaard, som forlod stillingen 1. september. I mellemtiden har Mogens Clingmann været konstitueret som direktør.