Kampagnerne har virket over hele landet: Stemmetallene steg i næsten alle udsatte boligområder ved kommunalvalget 19. november.
Ikke kun i Gellerup og Viby Syd var der kampagner for at få flere beboere i udsatte områder til at stemme. Mange steder var der lokale kampagner, og på landsplan trådte kendte personer frem for at opfordre endnu flere til at benytte sig af demokratiet.
Bladet "Boligen" har samlet stemmetallene for 37 udsatte boligområder, og med undtagelse af Vollsmose er der fremgang overalt.
Topscoreren er Sundparken i Horsens, hvor stemmeprocenten steg hele 14 procentpoint. I langt de fleste områder steg procenten mere end fem procent, herunder også Viby Syd (Søndervangskolen), hvor procenten steg med 5,4 procent til 57,1.
Folketingspolitikeren Øzlem Cekic (SF) drog sammen med Fatma Øktem (V) rundt som led i en kampagne. Til "Boligen" siger hun, at det ikke skal være slut med kampagner:
"Man skal blive ved og ikke give slip. Vi skal have lavet nogle initiativer, der gør, at politikerne kommer ud i de her boligområder og snakker med beboerne om, hvorfor det er vigtigt, at de stemmer."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.