”Jeg vil gerne sige et stort tak til alle de aktører, der har været med til at gøre børnefestivalen mulig.”
Det var en storsmilende Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice, der fra talerstolen i går takkede børnefestivalens medvirkende, som den officielle afslutning på tre livlige dage i Globus1.
Inden de efterfølgende danseopvisninger og kage til alle havde Trygfonden en glædelig nyhed til det aarhusianske foreningsliv.
Nyt projekt skal støtte foreningslivet i Gellerup
Fonden donerede nemlig 658.400 kr. til et nyt projekt ”ForeningsMentorer”, der primært skal hjælpe børn fra Gellerup ind i foreninger og fritidsklubber med vejledning fra en mentor.
Den store check blev overrakt til rådmanden som repræsentant for Aarhus Kommune. Rabih ser adgangen til foreningslivet som en vigtig del af børnenes opvækst i Gellerup:
”Det er penge, som skal sikre børn og unge et sundt og aktivt foreningsliv, som vi ønsker skal være en central del af livet i Gellerup og Toveshøj. Vi glæder os rigtig meget til, at børn og forældre får gavn af midlerne,” sagde Rabih Azad-Ahmad til de mange fremmødte tilskuere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.