“Var det noget med en rød jakke?,” siger Alici Sükrüye, mens hun holder en lang damejakke op fra bunken af tøj på bordet. “Så må du kigge forbi markedet d. 22 april,” griner hun og folder pænt jakken sammen på bordet foran hende.
Forberedelserne er i gang
Det er onsdag middag, og de tyrkiske kvinder er som vanligt samlet i kantinen i Foreningernes Hus. Netop nu er de i gang med at sortere i nogle af de ting, de har samlet ind, som skal sælges på det kommende loppemarked.

Der dufter af krydret mad og på et bord midt i lokalet ligger en masse små dejwraps med oksekød, de tyrkiske Manti, til tørring. Bagefter skal de fryses ned, så de også kan blive solgt. Og det er bare en af de mange retter, kvinderne gennem de seneste uger har mødtes for at forberede sammen. For der skal laves meget mad, hvis de cirka tusinde mennesker, der plejer at komme til det årlige marked, skal blive mætte.
En dag for hele familien
Det er Tyrkisk Kulturforening i Gellerup, med omkring 290 medlemmer, der arrangerer loppemarkedet. Men de to kvinder Alici Sükrüye og Pakize Ece er de organisatoriske motorer bag arrangementet.
Søsterforeninger i Herning, Horsens, Vejle, Ikast, Silkeborg og Randers er hvert år inviteret og repræsenteret på markedet. Så det bliver til rigtig mange mennesker.
”Det er en hel dag, hvor folk spiser en masse tyrkisk mad, gør en god handel i boderne, og så er der også aktiviteter for børnene,” fortæller Pakize Ece.  
Indtil nu er datoen fastlagt. Men hvor markedet skal holdes er endnu ikke afgjort: ”Enten bliver det i en større hal på Søren Frichs Vej eller også i Globus1, det skal vi lige have afklaret,” siger Alici Sükrüye.
”I år vil vi gerne til havet”
Overskuddet for markedet går til kvindernes årlige weekendtur et sted i Danmark. De to seneste ture har været i Randers:

”Sidste år var vi 30-40 af sted. Der var rigtig meget sne, så vi tændte op i pejsen, lavede mad over bål, bagte kager, snakkede og hyggede os. Men stedet var lidt kedeligt, så i år vil vi gerne være ved havet. Det er lidt dyrere, derfor håber vi at kunne få et godt overskud fra markedet i år,” siger Alici Sükrüye.
Ud over de ældre kvinders tur bliver der også planlagt en tur for yngre kvinder mellem 14-25 år og måske også en til børnene, alt afhængig af overskuddet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.