Knap 40 klub- og ungdomsskolemedlemmer fra Ung i Aarhus – Gellerup & Toveshøj får tirsdag den 25. februar klokken 16.30 en helt særlig anerkendelse for deres personlige og faglige kompetencer.
De får af Aarhus Kommunes Børn og Unge-rådmand, Bünyamin Simsek, overrakt hver deres OCN-certifikat som bevis på de mange uformelle kundskaber, de har tilegnet sig. Det foregår i Tovshøjskolens kantine.
De fleste har gennemføret et såkaldt mentaliseringforløb. Det går ud på at lære sin egen adfærd at kende for på den måde at kunne tackle tanker og følelser, så de ikke ”løber af med én”. Denne adfærdskontrol af sig selv har desuden haft den positive effekt, at konfliktniveauet i Gellerup og Toveshøjs fritids- og ungdomsklubber de seneste år er faldet markant.
 
En gruppe af de unge har deltaget i et teknisk brobygningsforløb, arrangeret i et samarbejde mellem Gellerup og Toveshøjs ungdomsskole, Aarhus Tech og Tovshøjskolen.
De unge brobyggere udskiftede i ugen før jul deres almindelige skoleskema ud med undervisning og praktiske opgaver på Aarhus Techs autolinje, hvor de, ud over almindelig mødestabilitet og kendskab til erhvervsfaglige uddannelser, lærte at skifte pære i billygter, tjekke bremser samt fik indblik i bilmotorens funktioner. Alt sammen noget, der vil fremgår af deres kommende OCN-papir.
 
Kan bruges ved jobansøgninger
OCN står for ”Open College Network”, og formålet med det er at dokumentere den læring, man tilegner sig udenfor det formelle uddannelsessystem. OCN-beviset kan for eksempel bruges af de unge som bilag til fremtidige jobansøgninger eller søgning til uddannelser.
Musik med Hind Faris
Når Børn og Unge-rådmanden er færdig med OCN-overrækkelsen, træder en af lokalområdets mange talentfulde sangere, og desuden medlem af Toveshøjs ungdomsklub, Hind Faris, op på scenen. Hun og søsteren Jasmin Faris blev i 2013 landskendte for deres medvirken i X-factor.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.