Det var et Kinder-æg med hele tre slags fyld, der åbnede sig i går søndag. Helhedsplanen inviterede beboerne til ”Take Off” for de næste skridt i planen, og det blev fejret med morgenbord og taler, information og diskussion, og endelig kulturfest og hygge.
Omkring 70 styrkede sig ved morgenbordet i Tousgårdsladen, og de hørte taler af Rabih Azad-Ahmad, Anett Sällsäter Christiansen, Helle Hansen og Keld Albrechtsen.
Temaet i talerne var: ”Nu er det slut med at snakke – nu kommer helhedsplanen med nye veje, bypark, beboerhuse, kommunale arbejdspladser og en række boligsociale aktiviteter.”
I Foreningernes Hus kunne man få (næsten) alt at vide om de enkelte elementer i helhedsplanen. Mellem 200 og 300 kiggede ind, gik rundt ved boderne og hørte om det, der optager dem: Hvad skal byparken indeholde, bliver farten dæmpet på vejene, hvad skal der være i beboerhusene og så videre.
Folkefest i Globus1
Sidste del af Kinder-ægget var en ren folkefest i Globus1. Et fodbold-cup blev hurtigt sat i gang af ACFC, somaliske piger dansede i de hvide dragter, og der var masser af andre aktiviteter for Gellerups børn og unge. Måske 500 beboere deltog i festen.
Vinderne af en måneds gratis husleje blev tre unge mænd, Theis Palm, Hjalte Stein og Kaare Rømer Claesson.
Gennem hele dagen blev der sendt balloner til vejrs – og de fløj helt efter planen ind mod Aarhus, hvor de gerne må dale ned vække lidt nysgerrighed og interesse.
For det jo en af tankerne med helhedsplanen!