Der foregår i øjeblikket masser af demonstrationer rundt i landet i sympati med de mange ofre for bombningerne i Gaza. Ved torsdagens demonstration på Rådhuspladsen kom det frem, at i løbet af de sidste 48 timer frem til torsdag eftermiddag er der blevet dræbt i alt 50 børn eller cirka et barn pr. time.
Det var derfor et følelsesladet, men fredeligt menneskehav, der fyldte en stor del af Rådhuspladsen med slagord á la ”Vi vil have fred!” , ”Boykot Israel!” eller ”Free Palestine!”
Nogle få valgte at brænde det israelske flag af, hvilket var det mest opsigtsvækkende. Det blev dog hurtigt afbrudt. I baggrund stod politiet med afslappet attitude.
Se en kort video fra demonstrationen

Flere talere udtrykte ønske om at næste demonstration bliver endnu mere talstærk.

Kvinder arrangerer ny demonstration
På søndag er der en ny demonstration. To unge kvinder, med dansk baggrund, har taget initiativ til at arrangere en demonstration, og vi talte onsdag  med Julie Larsen, som er den ene af de to arrangører.

Julie Larsen havde i nogle dage kunnet mærke, at hendes forlovede, Ali Kayed, i nogle dage havde virket nedtrykt, og hun valgte at spørge ham om, hvad der var galt.

”Det gør så ondt at se i fjernsynet, hvad der sker dernede i Gaza,” svarede han. ”Det er hele min familie, der kommer derfra.”

Julie Larsen følte sig tilskyndet til at gøre noget og kom i kontakt med Jeanette Schultz-Pedersen, som følte en lignende frustration.  Jeanette Schultz-Pedersen skriver i en mail:

”Jeg har nogle gange, når jeg har skrevet om Palæstina, fået spørgsmålet, hvorfor jeg, som bosiddende i Danmark, dog ikke retter min opmærksomhed og energi mod noget, der er "tættere på" for mig. Det er selvfølgelig noget værre sludder, i og med at mine, forhåbentligt, kommende børn vil være dansk-palæstinensiske, men ikke mindst fordi det ikke har nogen betydning, om man er muslim eller araber – man skal blot være menneske!”

Demonstration for fred
Julie Larsen slår i løbet af samtalen fast, at formålet med demonstrationen er at demonstrere for fred og ordentlige forhold for børn. Derfor opfordrer de to arrangører folk til at tage deres børn med. Man skal synliggøre det, som det drejer sig om. Således var der til demonstrationen torsdag billedlige kister med navne på dræbte mennesker.

”Jeg foragter alt, som henviser til drab.” Julie Larsen ønsker at demonstrere for fred, ikke for fjendebilleder. Derfor slår hun på forhånd fast, at eventuelle afbrændinger af det israelske flag ikke vil blive tolereret. Der er alene tale om en demonstration for fred med både musikalske og poetiske indslag samt politiske talere.

Demonstration: på søndag 27. juli kl. 16-19. Mødested kl. 16: Mølleparken, demonstrationen bevæger sig mod Rådhuspladsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.