De sidste to familier på Bentesvej vil alligevel ikke bremse helhedsplanen ved at anke deres opsigelse. De har trukket ankesagen til Landsretten tilbage, og de vil flytte i løbet af august.
Dermed kan alle de tre ‘røde’ blokke på Bentesvej rives ned som planlagt, og nedrivningen vil være overstået i løbet af efteråret, oplyser Brabrand Boligforening i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
”Det er en umådelig lettelse for beboerne i Gellerup og for Brabrand Boligforening, at vi nu kan se frem til at realisere de første skridt i helhedsplanen. De tre blokke har stået næsten tomme siden foråret og har bidraget til at skabe utryghed i området. Den utryghed forsvinder nu,” udtaler Brabrand Boligforenings direktør, Keld Laursen.
Skal genere mindst muligt
Nedrivningen er planlagt, så den skaber mindst mulig gene for beboerne. Når de indvendige materialer fra bl.a. gulve og køkkener er fjernet, nedtages betonen element for element, inden den køres bort og knuses til genanvendelse.
Nedrivningen af blokkene og etableringen af det nye vejnet er de første synlige tegn på, at den helhedsplan for Gellerup, som har været drøftet og planlagt i årevis, nu bliver realiseret.
Ankesagen ville ikke i sig selv have udskudt helhedsplanen, da der var luft i planen. Den første nødvendige nedrivning vil gælde blokken ske tættest på beboerhuset Yggdrasil, da Bygaden skal etableres her. De to øvrige blokke skal rives ned for at give plads til op mod 1000 kommunale arbejdspladser.
Vestre Landsret havde samtidig sørget for, at boligsagen kunne fremskyndes, så den skulle have startet 11. august. Men ankesagen er altså afblæst, da beboerne har valgt at flytte i løbet af august.